onsdag den 30. november 2011

Kortmatriale fra Hjermsogn


Hummelmosen-2


Hummelmosen-1





Leverandører til mejeriet

Leverandører til mejeriet


Kort over Hummelmosen





Sønder Hjerm By



VolstrupMartrikelkort








Jeg har scannet og affotograferet kort og billeder fra Hjerm sogn. Billederne er fra SønderHjerm udsigt mod syd/vest såvidt jeg har forstået ..

Tommy Hjorth

lørdag den 26. november 2011

Hjerms fortid

HJERMS FORTID- OPRINDELSE…

Man antager at Hjermgaarde, Hjermhede og Sønderhierrum, efter at kirken blev bygget og sognet dannet, blev samlet til landsbyen Hjerm. Hjerm betyder ”Hjordenes Hjem” eller måske ”Ved Hjordene”. På dette tidspunkt var jorden uopdyrket i Hjerm.

DE FIRE HJERM SØJLER.

BANEN:
1866: Banen mellem Holstebro og Struer åbner 1.november.
1868: Billetsalg ved kridtgraven i Hjerm åbner.
1876: Den første Hjerm station.
1893: Ny stationsbygning.
1917: Stationsbygningen udvides.

MØLLEVANG:
1885: Ole Madsen,20 år – møllebygger: vand og vindmøller – selvrensende tærskeværk.

1892:    stor vindmotor
1902:   stort rummeligt stuehus
1903:   alt brændte ned – genopbygget – endnu større
1913:   møllekværne – ”Ekspres”, stor ydeevne, billig i drift.
             Udstiller i Thisted, Vordingborg og Fredericia.
            Maskiner fra Møllevang tilkendes diplom, samt flere gange ”Hæderlig Omtale”.

EKSPORTSLAGTERIET:
1898: J.C. Dideriksen grundlagde ”Eksportslagteriet”
1907: J.C. Dideriksen døde
1907: ”Eksportslagteriet” drives videre af J.C.D.s fire sønner
 KALKVÆRKET:
1750: Omtales Hjerm kalk/kridt da Kvium bønder kultiverer deres hedejord med kridt.
1891: Kalkværket overtages af ”De jyske kalkværker”. Bestyrer N.A.Jørgensen.
1893: opførtes den tredje ringovn med otte kamre og man gik fra vogn til sporskifte – ”æ tip”
Man begyndte tillige at arbejde sig ind under overfladen i gruber, de ca 20 arbejdere kunne nu arbejde året rundt.
1907: produktionen var da oppe på 22000 tdr.
1911: N.A.Jørgensen døde, sønnen A.Jørgensen overtog ledelsen.
Nu bor der 11 flagermus. Men ejeren Christian Refsgaard  ønsker gruberne omdannet til ostelagre for Thise Mejeri.

                                                                                       Inga Graugaard.

Hjerm Husflidsskole

Hjerm Husflidsskole havde til huse i en lille træpavillon bag ved Øster Hjerm gl. skole, hvor den stadig kan ses.
Den blev startet med det første hold i vinteren 1927-28. Billedet viser dette første hold som er fotograferet med nogle af vinterens produkter. Der er blevet lavet en mængde flettede effekter som kurve og møbler, løbbinding og træsløjd.


I forbindelse med 10 årsdagen blev der skrevet festsange, som kan ses her. Det er opbyggelige sange som hylder håndens arbejde - følgende går på melodien "Nu er dagen fuld af sang...":

"Tving dit Sind og øv din Haand
og skærp den sløve Tanke;
mange sejre i det smaa
gør vege Viljer ranke.
Slib dit Værktøj som til Fest,
husk, at Vaaben bider bedst,
naar de holdes blanke.

Festskriftet i sin fulde længe:



I mange år var der en velfungerende husflidsskole i Hjerm, men lørdag d. 19. juni 1999 var det forbi - da blev der holdt auktion over diverse effekter, såsom håndværktøj og maskiner. Dette indbragte 16.000 kr., som tilfaldt FDF i Hjerm.

Her vises avisartiklen fra auktionen.



Livbjerggaard Strand

En artikel skrevet og fortalt til Benny Boysen af nu afdøde Henry Jepsen. Artiklen stammer fra "Struerfolk" 1986. Klik på de enkelte sider for at se dem i større format. Håber at I er i stand til at læse dem.
Det er en fin historie om kratfester og badeliv m.m. Bla. byggede man på et tidspunkt en badebro på 120 m. ud i fjorden, så gymnastikforeningen kunne tilbyde svømmeundervisning hvor vandet var dybt nok.


Øster Hjerm Bygningsartikler - "Brugsen"


På Øster Hjermvej 19 ligger Øster Hjerm Bygningsartikler. Det navn har forretningen haft i en del år efterhånden, men for os der bor i Øster Hjerm hedder den  nu aldrig andet end "Æ Brugs", eller "Øster Hjerm Brugs" hvis vi skal være helt præcise.

Forretningen blev grundlagt i 1919, med stiftende generalforsamling den 28. maj - og er i dag stadig en blomstrende forretning med en livlig handel inden for bygningsartikler.

Nedenfor er fotos og udklip, som tidligere uddeler Svend Kjær velvilligt har udlånt - de fortæller om brugsens historie fra oprettelsen og langt op i tiden.

Klik på et af billederne, så kan du se dem i stor størrelse.....

År 1919

År 1938

År 1967






Landbrug i Hjerm - elevarbejde, Hjerm skole


Butikker og virksomheder - virksomhedernes "persongalleri"

Forretningslivets ”afvikling”

Hjerm har haft et blomstrende forretningsliv - i 1962 var der 26 butikker i byen !

Vi har valgt at beskrive de steder indenfor byskiltene, hvor der har været butikker, virksomhed i eller ved privatboligen. Der har muligvis været flere, som vi ikke har fået med.
Vi har først beskrevet Østre Hovedgade fra banen og øst på, derefter sidegaderne på den side af banen. Derefter Vestre Hovedgade og sidegaderne der.

Østre Hovedgade 14 
Hjerm gamle mejeri fra 1896-1931. På første sal i lejligheden til højre boede syerske frk. Reimer.
I lejligheden til venstre boede en vaskekone. Nu privat bolig.


Det er kun en relativ overfladisk beskrivelse, baseret på oplysninger, som vi selv kender, har fundet i gamle udklip, eller som vi fået af andre indfødte hjermborgere.

Lindeborg.
I 1800-tallet kro og købmand ved den gamle Lemvig – Skive landevej, som gik lige forbi. Nu privat.


Der er rigtig mange billeder - her er kun vist nogle få, men hvis du klikker her kommer du til et web-album, hvor du kan se alle billederne med adresse og en beskrivelse af hvad huset tidligere har rummet.
Klik på "Diasshow" i øverste venstre hjørne....

Gå på opdagelse, du kan helt sikkert lære noget om vores by !

Fotos og tekst: Svend Erik Graversen og Svend Refsgaard.

tirsdag den 22. november 2011

Kalkgruberne før og nu

Udseende: Nu er området grønt. Det bliver brugt til græsning. Skrænterne bliver trådt ned af kreaturerne. Da man gravede kalk var alt hvidt her.
Der var fuldstændig lodrette hvide vægge.
Graven var betydelig dybere. Der er kørt meget jord ned i graven. På den fine jævne gang eller sti ned i graven var der anlagt tipvognsspor, hvor man i tipvogne transporterede kalken op.

Brydning: Man brød kalken ved at man huggede den løs med en hakke. Man har brugt grebe til at læsse i vogne, trillebører og tipvogne med.

Overjord Man fjernede første overjorden. Den aflange høj med træer er overjord. Så huggede man lodret ned. I en vis bredde arbejdede sig nedad gennem lagene og bryder kalken. Man laver ligesom en bænk.
Kalken: Kalken ligger i regelmæssige lag, skiftevis mellem flint- og kisellag. Derfor hugger man kalken fri. Lader den glide direkte ned i tipvognene, man lagde tipsvognsspor ud i forskellige retninger. Man lagde også plader ud, som de store kalkstykker kunne glide ned af, ned i tipvognene. Noget af kalken blev også læsset over i tipvognene med greb.
Flinten: Flinten og kalken skulle skilles ad. En del af flinten blev brugt til vejmateriale. Noget af flinten anvendtes i finknust tilstand til møllesten. I Hjerm var der en kværnfabrik, Møllevang, som brugte flinten til møllesten.
Transport:Kalken blev transporteret ad tipvognsspor op af graven, til ovne og tipvogne tørrelader. I de første år spændte man heste for tipvognene.De trak tipvognene med kalk op. Senere havde man en motor med et spil, der trak tipvognene op. Her blev kalken fordelt.
Brændt kalk: De store stykker kalk, specielt fra de nederste lag i graven blev brændt i ovne. Den brændte kalk blev brugt til byggeri (mørtel) eller til at kalke huse med.
Tørret kalk: De mindre stykker og kalken fra de øverste blev knust og lagt i tørrelader. Den tørrede kalk blev brug i landbruget til jordforbedring.
Skrivekridt: I et lille område i nærheden af volden med overjord var kalken meget blødt. Det brugte man til skrivekridt til bl.a undervisning. Når kalken var blød, smittede den godt af og var dermed god til at lave skrive-kridt af.
Ovne: Der er bygget flere forskellige ovne i hele perioden, hvor der blev brændt kalk. Man brændte i en lang periode kalken i en ringovn. Ovnen var i midten. Man brugte kul som brændsel. Der var en skorsten over selve ovnen til at lede røgen væk. Omkring ovnen var der 16 kamre, hvor kalken blev brændt.

Transport: Når kalken var brændt, og den tørrede kalk var klar, blev den med greb og skovl læsset på hestevogne og transporteret til Hjerm Station. Her blev den læsset på jernbanevogne og transporteret ud til byggepladser og landbruget.

Kunderne: Kunderne var i grove træk det gamle Ringkøbing Amt.

Huse tæt på: Det store hvide hus nærmest er kalkværksbestyrerens bolig.En bolig af høj kvalitet. Et flot hus. Den blev bygget i en stil og med en indretning, der var passende for en kalkværksbestyrer. Den er indrettet med et herreværelse.
Der ligger et rødt hus på samme side af vejen som gravene. Her boede, ham der passede kalkværkets heste. Ved huset var der en stald til hestene. Den er brudt ned.
Gruberne
Historie: Hvornår man begyndte at bryde kalk i Hjerm vides ikke. Sagnet siger, at ved bygning Hjerm Kirke blev kalken taget fra ”Blegedal” ved Hjermgårdes mark. Er det rigtigt, har der været brudt bygningskalk i Hjerm for 8 – 900 år siden. Men det er med tiden blevet glemt. For kirken blev repareret i 1600 – tallet, og det var med kalk fra Daugbjerg.
1750: Der findes nogle optegnelser fra omkring 1750, hvoraf at det fremgår, at kalkgravene fra fæstegården Hjermgårde, ejet af Ausumgård blev fundne ca. 1750, hvor der blev brudt kalk til jordforbedring til den nyopdyrkede hedejord i Kvium.
1800 - tallet: I 1800 – tallet blev der brudt og brændt kalk her. Der er forskellige ejere af Kalkværket. Udviklingen tager fart, da jernbanen mellem Struer og Holstebro kommer gennem Hjerm.
1891: I 1891 overtager De jyske kalkværker Hjerm Kalkværk. De jyske kalkværker ejer også bl. a. Mønsted Kalkværk. Der kommer en bestyrer, Anton Jørgensen, der har været på Mønsted Kalkværk. Her begyndte Hjerm Kalkværks storhedstid.
Gruberne:
I 1893 begyndte man at arbejde under jordoverfladen. Derved dannede man gruberne. Grunden til det var, at man kunne arbejde i gruberne om vinteren. Her var der frostfrit, i en åben grav blev der hurtigt pløre og ælte. Gruberne var åben i begge ender. Der gik tipvognsspor igennem gruberne, således at man kunne transportere kalk op til ovnene.
Efterhånden blev gruberne også brugt til at tørre kalk til jordbrug.
Ringovn: I 1893 byggede man også den store ringovn med 16 kamre. Herefter brød man meget mere kalk. Arbejdsstyrken blev forøget. I 90 – erne var der 15 – 20 ansatte på kalkværket.
1907 var der 26 ansatte.
1911: Anton Jørgensen er bestyrer på kalkværket til sin død 1911. Hans søn Aksel Jørgensen bliver derefter bestyrer på Kalkværket, indtil det bliver lukket i 1957.
Arbejderne: Mange af kalkværksarbejderne boede i Hjerm by, bl.a. i en gade, som man dengang kaldte Mortensgade. Nu hedder gaden Jernbanevej. En del kalkværksarbejdere boede på små husmandssteder på landet.
1. Verdenskrig: Under 1. Verdenskrig var det svært at skaffe kul til ovnene. Man brændte kalk, men ikke i så store mængder. Arbejdsstyrken gik tilbage til omkring 10.
20-erne: I 20 – erne kom der igen gang i en større produktion,
30-erne: Hvor den i løbet af 30–erne igen gik ned.
2. Verdenskrig: under og efter 2. Verdenskrig faldt efterspørgslen på brændt kalk.
Stop brænding: Man stopper med at brænde lige efter krigen. Ovnene bliver brudt ned. Derimod var der et større behov for jordbrugskalk.
50–erne: I den periode var der kun ansat 3 – 4 mand i kalkværket - da producerede man jordbrugskalk.
1957: Efterhånden er der for meget flint i lagene. Kalklagene bliver for tynde, produktionen stopper i 1957.
Adgang til gruberne: Ringkøbing Amt åbnede gruberne omkring 1986, for adgang for flagermus.
Tekst af Arne Thorgård, billeder vb.

Møde i Hjerm - landsbygrupperne mødtes....

Landsbygrupperne fra Hjerm, Fabjerg og Ulfborg holdt møde hos Anne Mette Hjørnholm 22.11. Det var rigtig hyggeligt og inspirerende, da de forskellige landsbyer greb det lidt forskelligt an. Vi fik i hvertfald et par gode ideer i Hjerm.


Der blev serveret varm æblemost til æbleskiverne, og vi lovede opskriften, så den kommer her:

Man tager en god æblemost - helst så rå og frisk som muligt og ufiltreret. Kan købes både på karton og flaske, f.eks. Løgismose. Til nød kan klar æblejuice også bruges, men råmost er nu bedre.

Mosten kommes i en gryde, varmes med hel kanel, hele nelliker, stjerneanis, hel kardemomme og evt. skiver af frisk ingefær, hvis man kan lide det. Man kan jo bare putte i hvad men synes er best. Som oftest skal det sødes lidt, meget gerne med honning (Hjørnholms er bedst :-) ).

Den varme cider er et godt alternativ til glögg, bl.a. fordi den er uden alkohol.



søndag den 20. november 2011

Kunsten i Bevægelse - velkommen til bloggen....

Så har jeg overtaget bloggen fra Søren Taaning, som har stået for oprettelsen i forbindelse med projektet Kunsten i Bevægelse. Jeg vil i den nærmeste fremtid få lagt indkomne emner om Hjerm ind på bloggen.

Men først: Hvad er Kunsten i Bevægelse?
Det er et kunstprojekt som er organiseret under Brande Kulturremise, med Birgit Vinge som projektleder. Det er en del af en større 4-årig kulturaftale, som kommunerne i det tidligere Ringkøbing Amt har lavet med Kulturministeriet.
Helt konkret er Hjerm udvalgt  til at få besøg af 2 udenlandske og 2 danske kunstnere + nogle elever fra BGK i Holstebro. Disse skal sammen med os fra Hjerm lave nogle kunstprojekter i byen. Dette kommer til at foregå fra d. 2 - d. 5 september 2012.

Jeg har allerførst sørget for at der er blevet lagt nogle billeder ind. De kører som et diasshow, klik på billedet for at se det i stort format. Jeg ved at der mangler billeder af enkelte bydele, men dette kommer , og her modtager jeg gerne bidrag fra dig, hvis du ligger inde med nogle gode motiver.
Ideen med hele dette forarbejde er at komme omkring så mange relevante og interessante sider af Hjerm som muligt. Vi skulle gerne give så nuanceret og alsidigt et billede af Hjerm og omegn som vi kan.
Alle disse informationer vil være med til at bestemme hvilke udenlandske og danske kunstnere der bliver valgt til at komme til Hjerm i september 2012.

Så vær allerede nu med til at fortælle om, og dermed præge din by.

Vi har allerede fået bidrag om forskellige emner, og afventer flere - desuden har Hjerm Skole haft 2 emnedage om Hjerm, og deres bidrag vil snarest komme på bloggen.
Jeg håber at denne blog vil bliver et levende sted for alle Hjermboer, hvor der er frit slag for at skrive kommentarer til diverse indlæg, eller komme med forslag til emner som bør belyses.

Anne Mette Hjørnholm.