Udseende: Nu er området grønt. Det bliver brugt til græsning. Skrænterne bliver trådt ned af kreaturerne. Da man gravede kalk var alt hvidt her.
Der var fuldstændig lodrette hvide vægge.
Graven var betydelig dybere. Der er kørt meget jord ned i graven. På den fine jævne gang eller sti ned i graven var der anlagt tipvognsspor, hvor man i tipvogne transporterede kalken op.
Brydning: Man brød kalken ved at man huggede den løs med en hakke. Man har brugt grebe til at læsse i vogne, trillebører og tipvogne med.
Overjord Man fjernede første overjorden. Den aflange høj med træer er overjord. Så huggede man lodret ned. I en vis bredde arbejdede sig nedad gennem lagene og bryder kalken. Man laver ligesom en bænk.
Kalken: Kalken ligger i regelmæssige lag, skiftevis mellem flint- og kisellag. Derfor hugger man kalken fri. Lader den glide direkte ned i tipvognene, man lagde tipsvognsspor ud i forskellige retninger. Man lagde også plader ud, som de store kalkstykker kunne glide ned af, ned i tipvognene. Noget af kalken blev også læsset over i tipvognene med greb.
Flinten: Flinten og kalken skulle skilles ad. En del af flinten blev brugt til vejmateriale. Noget af flinten anvendtes i finknust tilstand til møllesten. I Hjerm var der en kværnfabrik, Møllevang, som brugte flinten til møllesten.
Transport:Kalken blev transporteret ad tipvognsspor op af graven, til ovne og tipvogne tørrelader. I de første år spændte man heste for tipvognene.De trak tipvognene med kalk op. Senere havde man en motor med et spil, der trak tipvognene op. Her blev kalken fordelt.
Brændt kalk: De store stykker kalk, specielt fra de nederste lag i graven blev brændt i ovne. Den brændte kalk blev brugt til byggeri (mørtel) eller til at kalke huse med.
Tørret kalk: De mindre stykker og kalken fra de øverste blev knust og lagt i tørrelader. Den tørrede kalk blev brug i landbruget til jordforbedring.
Skrivekridt: I et lille område i nærheden af volden med overjord var kalken meget blødt. Det brugte man til skrivekridt til bl.a undervisning. Når kalken var blød, smittede den godt af og var dermed god til at lave skrive-kridt af.
Ovne: Der er bygget flere forskellige ovne i hele perioden, hvor der blev brændt kalk. Man brændte i en lang periode kalken i en ringovn. Ovnen var i midten. Man brugte kul som brændsel. Der var en skorsten over selve ovnen til at lede røgen væk. Omkring ovnen var der 16 kamre, hvor kalken blev brændt.
Transport: Når kalken var brændt, og den tørrede kalk var klar, blev den med greb og skovl læsset på hestevogne og transporteret til Hjerm Station. Her blev den læsset på jernbanevogne og transporteret ud til byggepladser og landbruget.
Kunderne: Kunderne var i grove træk det gamle Ringkøbing Amt.
Huse tæt på: Det store hvide hus nærmest er kalkværksbestyrerens bolig.En bolig af høj kvalitet. Et flot hus. Den blev bygget i en stil og med en indretning, der var passende for en kalkværksbestyrer. Den er indrettet med et herreværelse.
Der ligger et rødt hus på samme side af vejen som gravene. Her boede, ham der passede kalkværkets heste. Ved huset var der en stald til hestene. Den er brudt ned.
Gruberne
Historie: Hvornår man begyndte at bryde kalk i Hjerm vides ikke. Sagnet siger, at ved bygning Hjerm Kirke blev kalken taget fra ”Blegedal” ved Hjermgårdes mark. Er det rigtigt, har der været brudt bygningskalk i Hjerm for 8 – 900 år siden. Men det er med tiden blevet glemt. For kirken blev repareret i 1600 – tallet, og det var med kalk fra Daugbjerg.
1750: Der findes nogle optegnelser fra omkring 1750, hvoraf at det fremgår, at kalkgravene fra fæstegården Hjermgårde, ejet af Ausumgård blev fundne ca. 1750, hvor der blev brudt kalk til jordforbedring til den nyopdyrkede hedejord i Kvium.
1800 - tallet: I 1800 – tallet blev der brudt og brændt kalk her. Der er forskellige ejere af Kalkværket. Udviklingen tager fart, da jernbanen mellem Struer og Holstebro kommer gennem Hjerm.
1891: I 1891 overtager De jyske kalkværker Hjerm Kalkværk. De jyske kalkværker ejer også bl. a. Mønsted Kalkværk. Der kommer en bestyrer, Anton Jørgensen, der har været på Mønsted Kalkværk. Her begyndte Hjerm Kalkværks storhedstid.
Gruberne:
I 1893 begyndte man at arbejde under jordoverfladen. Derved dannede man gruberne. Grunden til det var, at man kunne arbejde i gruberne om vinteren. Her var der frostfrit, i en åben grav blev der hurtigt pløre og ælte. Gruberne var åben i begge ender. Der gik tipvognsspor igennem gruberne, således at man kunne transportere kalk op til ovnene.
Efterhånden blev gruberne også brugt til at tørre kalk til jordbrug.
Ringovn: I 1893 byggede man også den store ringovn med 16 kamre. Herefter brød man meget mere kalk. Arbejdsstyrken blev forøget. I 90 – erne var der 15 – 20 ansatte på kalkværket.
1907 var der 26 ansatte.
1911: Anton Jørgensen er bestyrer på kalkværket til sin død 1911. Hans søn Aksel Jørgensen bliver derefter bestyrer på Kalkværket, indtil det bliver lukket i 1957.
Arbejderne: Mange af kalkværksarbejderne boede i Hjerm by, bl.a. i en gade, som man dengang kaldte Mortensgade. Nu hedder gaden Jernbanevej. En del kalkværksarbejdere boede på små husmandssteder på landet.
1. Verdenskrig: Under 1. Verdenskrig var det svært at skaffe kul til ovnene. Man brændte kalk, men ikke i så store mængder. Arbejdsstyrken gik tilbage til omkring 10.
20-erne: I 20 – erne kom der igen gang i en større produktion,
30-erne: Hvor den i løbet af 30–erne igen gik ned.
2. Verdenskrig: under og efter 2. Verdenskrig faldt efterspørgslen på brændt kalk.
Stop brænding: Man stopper med at brænde lige efter krigen. Ovnene bliver brudt ned. Derimod var der et større behov for jordbrugskalk.
50–erne: I den periode var der kun ansat 3 – 4 mand i kalkværket - da producerede man jordbrugskalk.
1957: Efterhånden er der for meget flint i lagene. Kalklagene bliver for tynde, produktionen stopper i 1957.
Adgang til gruberne: Ringkøbing Amt åbnede gruberne omkring 1986, for adgang for flagermus.
Tekst af Arne Thorgård, billeder vb.
